Marie i Tanzania

Fødselsdag!

2007-10-02T11:29:00.001-07:00

Tusind tak for alle fødselsdagshilsner J Jeg havde en dejlig dag med masser af gæster – omkring 40 stykker til eftermiddagskaffe. Min søster Lisa kom allerede fredag aften. Det var godt at se hende igen! Jeg fik mange gode hilsner og gaver. Og så fik jeg en lille ekstra gave om aftenen. Lige før aftensmad kom nogle af de ældste drenge og sagde, at jeg skulle være ude på fodboldbanen klokken halv otte, for der havde de en overraskelse til mig. Det var ikke uden spænding, jeg lidt i halv otte listede derud. Det hele var bælgravende mørkt. Og jeg kunne kun se nogle enkelte lyskegler fra lommelygterne. Der kom dog flere og flere og til sidst var vi næsten alle fra grunden. Så gik drengene i gang med at fyre fyrværkeri af. Det er virkelig et særsyn i Tanzania skal jeg hilse og sige. Sidste gang der havde været nogle, der havde fyret fyrværkeri af havde de i kirken snakket om, at nu kom Jesus snart igen!
Ellers er der sket meget siden sidst. Jeg er bl.a. startet til kor. Det er noget af en oplevelse. Det hedder sig, at det starter klokken seks. Men da jeg kom klokken seks sidste gang, var der ikke andre end mig. Først da klokken nærmede sig tyve over seks gik vi i gang. Vi var langt fra fuldtallige, men det gjorde ikke noget. Vi startede med at synge og efterhånden dukkede de sidste op!
Vi synger uden tekster / noder, men Emma (min huspige) har skrevet alle teksterne ned i et hæfte til mig. Det er et stort skridt på vejen, for det hele udtales, som det står. Nu handler det bare for mig om at følge med, for det går pænt stærkt, når der synges. Torsdag sluttede lederen med at sige hvilken af de tre gudstjenester, vi skulle synge til på søndag. Han præciserede lige på engelsk, at det var kvart i ni. Jeg kommer normalt klokken ni, (ovenstående oplevelse taget i betragtning) men det hedder sig egentlig, at gudstjenesten starter kvart i ni..
Det er også godt for mit swahili at starte i dette kor. Der er kommet mange ord ind i mit ordforråd på den konto. Men korfællesskabet er også meget mere end det. Vi beder sammen hver gang (jeg forstår indtil videre kun Gud, Jesus, bror, far osv. og er taknemmelig for at Gud forstår alle sprog!) Og så læser vi også søndagens tekster og finder sange derudfra.
Det var mandag og torsdag. Tirsdag er der bibelstudie med missionærerne. Og onsdag er vi startet op med junior. Tiden går meget hurtigt, og hverdagen er helt fyldt ud. Det svarer ikke helt til mine forventninger om Afrika, som kontinentet, hvor stress absolut ikke er en livsstilssygdom, og hvor planlagte skemaer er noget, man ser stort på. Men det er spændende ting, der er på programmet, så det er dejligt.
Sidste weekend var jeg i Ruaha (en national park kun to timer herfra). Det var virkelig en oplevelse. Vi sov i telt lidt uden for parken. Herligt at ligge og kigge op på stjernerne uden lyset fra byen. Tidligt lørdag morgen stod vi op og kørte ind i nationalparken. Her så vi, som noget af det første en løvinde og en empala (en slags hjort) nærme sig hinanden. De havde imidlertid ikke set hinanden. Pludselig opdager løvinden empalaen. Den dukker sig, gør klar til at angribe og sætter af. Men ærgerlig ærgerlig.. Empalaen undslipper og løvinden må gå videre uden at have fanget noget. Ellers så vi mange spændende dyr på turen. Der var masser af elefanter, zebraer, giraffer, fiskeørne, krokodiller og flodheste. Derudover så vi - meget usædvanligt - mange løver på turen.
I denne weekend skal jeg til masai fest! Det er en fest for fem børn, der går fra at være børn til at være voksne. Hvordan det kommer til at foregå, er jeg spændt på at opleve. Men en ting er sikkert: vi skal i hvert fald have noget at spise. For der er købt 150 kg. ris, så vi skal nok også blive mætte!

Nyaka! (slange..)

2007-10-02T11:26:00.000-07:00

Fællesmail søndag d 19 / 08 – 2007

Hej
"Nyaka!" Sådan siger man slange på swahili. Og det var netop, hvad jeg havde brug for at sige i aften. Jeg var på vej over til skolens computer, da jeg var lige ved at træde på en slange… Jeg har set nogle døde stykker, som vagterne har dræbt i løbet af natten. Men det var første gang, at jeg har set en live. Og første gang at jeg var ved at jokke på en!
Men det er ikke det eneste dyr, jeg har været i nærkontakt med på det sidste. For lørdag slagtede vi svin. Eller dvs. svinet var slagtet. Vi parterede den bare – men det var i sig selv en udfordring. Vi var fire tøser, der aldrig havde prøvet det før, så da vi havde svinget monstrumet op på køkkenbordet, stod vi lidt og kiggede på det, der så ud til at være en temmelig uoverskuelig opgave. Heldigvis stod vi i samme køkken som en garvet missionær. Hun fortalte os, hvad vi skulle, og det skete ikke så sjældent, at vi kiggede hende over skulderen. Men nu ved jeg altså hvor mørbraden, flæskestegen og ikke mindst leveren sidder på en gris (vi har lavet den bedste hjemmelavede leverpostej!). Da klokken nærmede sig halv seks var vi færdige. Men så havde vi også fryseren godt fyldt op til de næste par måneder.
Og klar til at lave mors frikadeller. Og endda med den rigtige opskrift. For jeg oplevede noget mærkeligt forleden dag. Jeg skulle lige finde en opskrift, da der faldt en seddel ud af opskriftsbogen. Jeg synes jeg havde set den håndskrift før. Og da jeg kiggede ordentligt efter var det min mor, der havde skrevet den til min bror, da han var dernede. Den opskrift har levet videre i volontørernes køkken siden da. Og det vil i hvert fald også gøre det næste år.
Hvilket mors boller også vil. For et par dage siden var jeg på markedet og købte 25 kg mel og 25 kg sukker. Så der skal nok blive nok til et par portioner.
I eftermiddags gik vi en tur op til "den lille sten", der ikke er så lille endda. Der er den smukkeste udsigt deroppefra, og man får et godt overblik over Iringa by. Det er også et sted, hvor man virkelig fornemmer, at Iringa er en by i bjergene.
Jeg har fået nogle skønne billeder deroppefra.
Vi har haft den første skoleuge hernede. Det har været sjovt endelig at komme i gang med at undervise. Eleverne er virkelig nogle herlige unger og kollegaerne ligeså. Så det er dejligt! Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre. Men overordnet er det godt at undervise.
Jeg har også fået det godt igen og er kommet helt ovenpå sygdommen. Det har meget at sige. Og jeg er virkelig taknemmelig for at mærke kræfterne komme tilbage.

to uger i bushen + en halv uges sygdom!

2007-10-02T11:22:00.000-07:00

Efter to uger i bushen uden netadgang og en halv uges sygdom, er det efterhånden på tide at skrive hjem. Der er sket så utrolig mange ting..
Det første indtryk af dette kæmpe land er den store gæstfrihed. Overalt hvor jeg er kommet hen, har jeg følt mig utrolig velkommen. Folk smiler og er glade. Der er selvfølgelig meget fattigdom, men der er alligevel en livsglæde, der gør indtryk.
Efter en weekend i Dar es Salaam startede jeg mandag morgen på en sprogskole uden for Iringa. Jeg kom i klasse med et ældre amerikansk ægtepar + en pige fra Schweiz. Mirjam hedder hun og er en rigtig dejlig pige. Lærerne er gode, og der er generelt en god stemning på stedet.
Men det har også været meget intensivt at skulle lære så meget på 14 dage. Det gælder bare om at komme ud og snakke så meget som muligt med folk, selvom ens grammatik til tider er håbløs og man konstant mangler ord. Men jeg kan hilsnerne og så er man kommet langt. For man gør meget ud af at hilse på hinanden hernede. De første fem minutter foregår ved, at man spørger til huset, konen, børnene og er det rigtig grelt hønsene. Men så skal man også langt ud på landet.
Det har også været grænseoverskridende. Der var på sprogskolen to amerikanske mænd, der trænede til et marathon løb. Jeg fik lov til at følge med på deres program, hvilket var en enestående chance, for som pige skal man ikke løbe de strækninger, som vi gjorde, alene. Programmet inkluderede lidt af hvert. Og den første søndag var det altså en halvmarathon. Jeg var ret spændt på, om jeg kunne følge med dem. For dels virkede de ret seje til at løbe, dels havde jeg kun været en uge oppe i de 1500 meters højde. Desuden var løb vi i en varme, der svarer til en god dansk sommerdag. Men det gik faktisk utrolig godt, og jeg stak fra dem på de sidste kilometer. Hvor kræfterne kom fra, aner jeg ikke. De blev vist også ret overraskede, og siden da er jeg gået under navnet the crazy danish girl.
Skolen er tilknyttet en slags campingplads, så de sidste to uger har jeg sover i et telt, med alt hvad det nu indebærer. Den første nat hørte jeg en mærkelig lyd. Jeg greb ud efter lommelygten, tændte den så hurtigt jeg kunne og fik bekræftet min bange anelse. Under sengen sad en mus og guffede ganske fornøjeligt et eller andet i sig. Min første tanke var at tilkalde vagterne, men jeg ville ikke gå ud af teltet og skrige ville jeg i hvert fald heller ikke. Så jeg bad en stille bøn om, at den ikke måtte kravle op i min seng, vendte mig om på den anden side og sov videre. Næste morgen fik jeg dog dækket hullerne i mit telt. For godt nok er musene her i Tanzania nogle enormt smukke væsener med en lille busket hale som et egern. Men jeg frabeder mig helst deres selskab, for de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. Og så ynder de at tage en lille bid af hvert enkelt stykke tøj – bare for at se, om det smager godt..
Den efterfølgende dag så jeg en edderkop så stor som en håndflade. Den nat tjekkede jeg teltet igennem en ekstra gang, før jeg lagde mig til at sove. Men man bliver hærdet af at være her. Det er mærkeligt, men for hver dag der går, rører det mig mindre og mindre. De sidste dage så jeg en rotte løbe hen over bordet i vores spisesal + vi så en udsmattet slange på vejen. Det er en del af naturen hernede. Og man er bare nødt til at lære at leve med det.
Hvad man så også lige kan klare at leve med er, at Tanzania er så overvældende smukt et land. Der er de smukkeste solnedgange. En dag da vi havde besøgt mama Saina (en af arbejderne på stedet) gik vi ned af bjergskråningen lige ved solnedgang. Det var simpelt hen et syn at se solen gå ned over Iringas bjerge. Da vi havde spist aftensmad gik vi udenfor til en så stjerneklar himmel, som jeg end ikke har oplevet på den klareste frostdag i Danmark. Det var overvældende.
Lørdag aften kom jeg til Iringa. Og har siden været meget træt. Alt det overskud jeg havde på sprogskolen var væk og jeg følte, at jeg konstant manglede 5 timers søvn. Tirsdag eftermiddag var den rigtig gal og jeg lagde mig ud i solen med en tyk sweater og en kanga omkring mig. Da gik det op for mig at jeg nok ikke var rigtig rask og har ligget i sengen med høj feber siden da. Det var planen, at jeg skulle tage en malaria test onsdag aften, men da havde jeg fået det meget bedre, så det var heldigvis ikke nødvendigt. I må meget gerne bede om, at jeg hurtigt må komme ovenpå igen.
Det har været dejligt at mærke, at jeg har været i gode hænder. Dels har alle omkring mig været så søde. Specielt Mai-brit, som er sygeplejersken hernede. Dels ved jeg, at jeg ikke er alene. Det er trygt at vide, at jeg er i Guds gode hænder, specielt når man er langt hjemmefra og syg.
De kærligste hilsner fra Marie (eller Meri / Mariamo / Maria som de kalder mig hernede)

to be continued..

2007-10-02T11:05:00.000-07:00

Jeg må jo desværre indrømme, at mine store planer med denne blog ikke blev, som jeg havde håbet. Den har ligget som en lidt dårlig samvittighed længe og efter flere henvendelser / opfordringer / hentydninger osv. vil jeg nu gøre noget ved det! Jeg tilgengæld for bloggen fået skrevet nogle fællesmails. Dem vil jeg nu plotte ind her, så denne blog trods alt kan blive opdateret lidt..

Rejsen til Tanzania

2007-07-20T13:21:00.000-07:00

Så er jeg ankommet til Dar es Salam.

Jeg havde mit livs sjoveste flyvetur på vej til Zurich. De viste skjult kamera med et udvalg af de sjoveste film. Og jeg var ved at sprutte over af indestængt latter.

Vi ankom vel til lufthavnen og blev kørt ud til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Men da vi skulle tjekke ind og bestille bus til den efterfølgende morgen, fik vi lidt ufrivillig spænding lagt ind på turen. Beinta havde haft billetter og pas i en mappe i hånden – men kunne ikke finde den. Måske var den glemt i bussen?! Der ville ikke blive meget flyvetur til Tanzania uden disse, så i en fart fik vi fat i bussen. Heldigvis lå papirerne der, og vi kunne tjekke ind med ro i sindet.
Jeg fik dog ikke sovet meget den nat. Måske fordi der var aircondition, og det larmede værre end tre jet motorer. Måske fordi, vi skulle så tidligt op, og jeg var bange for at sove over mig..

Fra Zurich og hertil Dar sad jeg ved siden af en from the US navi. Ganske hyggelig fætter, der skulle ned og bestige Kilomanjaro. Og så var der jo mulighed for at bruge lidt engelsk inden jeg begynder på sprogskolen!
Pludselig kommer der en mand ned ad midtergangen. Jeg er hundrede på, at jeg har set ham før, og at han er dansk (dvs den eneste anden dansker end mig i dette fly) Det viser sig at være Mogens vores gamle efterskolelærer, der sammen med sin familie skal ned og besøge nogen venner.

Blev vel modtaget i lufthavnen og sidder nu hos Tove (skulle have sovet i gæsteværelset men det nyankomne toilet var gået i stykker – læg mærke til grammatikken...) så jeg kom over til Tove, der er noget af det mest gæstfrie menneske, man kan tænke sig. Fik serveret super lækker frugtsalat, nybagt kage og endda IS!

Morgendagen byder på lidt af hvert. Først og fremmest søvn! Derefter er jeg blevet stillet i udsigt til en tur til vandet. Det virker som en meget god idé. Ligeså snart man træder ud af flyet strømmer der en luftfugtigheden, der siger spar fem, imod en. Men det er vist noget, man vender sig til. For Tove sagde, at hun havde småfrosset lidt i dag..

Det er spændende, og jeg er fyldt af en masse indtryk.
Men jeg har en god fornemmelse i maven og jeg føler mig bare så klar – klar til alle de mange oplevelser og udfordringer, der venter..

En uge tilbage

2007-07-13T13:12:00.000-07:00

Jeg har netop overstået noget grumt ubehageligt, som ethvert barn på vore breddegrader skal prise sig lykkelig over, at det ikke skal udsættes for. Det drejer sig om slugningen af to klorokin piller (en af dem er nok til at ønske sig langt ind i sukkerland) – de smager simpelthen vederstyggeligt!

Efter en sådan handling måtte jeg ud på terrassen for lige at sunde mig lidt. Dér – midt i den vidunderlig lyse sommeraften med fuglesang og det hele – gik det op for mig, hvad disse to små ildesmagende produkter indikerede: der er kun en uge tilbage før jeg rejser!

En uge tilbage! Det lyder som en efterligning af en dårlig sang. I stedet er det en mærkelig fornemmelse. Jeg skal væk fra alt, hvad jeg kender og ned til en kultur, der er så forskellig fra den danske, som den overhovedet kan være. Men det bliver spændende. Der er så meget at udforske – så meget at lære at kende. Jeg har allerede øvet mig på de første gloser herhjemme. Over morgenmaden fandt jeg ud af, hvor logisk swahili er! Jeg sad morgensøvnig og fortærede en god gang A38 med rugbrødsdrys, da far begejstret forklarede, hvor smart dette sprog er indrettet. Yoghurt hedder nemlig ”mælk, der sover”. Desværre har jeg glemt, hvad mælk hedder, men at yoghurt hedder ”mælk, der sover” - det glemmer jeg aldrig..

Det er vist godt, at jeg skal ned på sprogskole, så jeg kan få de mest basale ord banket ind. Jeg starter med 14 dages skole med nogle amerikanere. Men først venter der en lang rejse og tro mig, det bliver en lang rejse. Heldigvis får jeg selskab under hele turen af Beinta og Havstein Klein med deres to børn. Vi starter ud med en smuttur til Zürich. Her overnatter vi, hvorefter vi begiver os ud på en 9 timers flyvetur til Dar es Salam – hovedstaden i destinationslandet. Derfra er der sådan cirka (og jeg mener sådan cirka!) 6-12 timer i bus. Det er nemlig ikke helt til at beregne og afhænger meget af, om man nu er kommet af sted på en god eller mindre god dag. Af pålidelige kilder har jeg hørt, det kan variere meget..

En forhenværende volontør fortalte nemlig, hvordan hendes sidste tur til Dar var foregået. Bussen var gået i stå og alle var stimlet sammen for at se, hvad problemet var. Det viste sig at være gearstangen, der ikke havde det alt for godt – men det var da ikke noget problem. De åbnede ned til gearkassen midt i bussen og en af passagerne fandt hurtigt en gedigen stang, som han fik vristet godt ned i den. Når der skulle skiftes gear, råbte chaufføren til manden, der så klarede sagen ganske overbevisende. (alle nåede frem i god behold!)

Det er lidt noget andet end Danmark.. og det glæder jeg mig til at opleve, se og smage. Undervejs vil jeg lægge lidt billeder ind til beskuelse. I skal være så hjertens velkomne til at kommentere på, hvad jeg skriver af tanker, oplevelser, glæder og sorger og andet godt fra havet.